Teater og drama som værktøj

Hej bloggen!

Jeg, Chandra, har valgt at skrive et blogindlæg om den teater og drama aktivitet jeg har været med til at udføre på valgfaget teater. Her har vi som gruppe været i gang med at planlægge en drama-aktivitet for 0-klasse på Sofiendalskolen, som jeg gerne vil fortælle jer mere om.

Hvordan byggede vi vores aktivitet op?

Vi har valgt at lade os inspirere af model 22 (impuls - optakt - eksperiment - afslutning - evaluering). Til start har vi planlagt, at vi har en navneleg for at skabe et godt anerkendende møde hvor børnene føler vi ser dem hver især. Derefter har vi valgt at arbejde med børnenes impuls ved at lave en klappeleg hvor niveauet er lavt, og alle børnene nemt kan inkluderes. Endvidere arbejder vi i impulsen med leg hvor vi bruger kroppen, så der bliver skabt en kultur hvor det er okay at være fjollet og stille sig frem i det æstetiske skabte rum. Udover arbejdet med kroppen, har vi valgt at vi i fællesskab med børnene skal agere hvordan man Bl.a. er ked af det, sur, glad og fjollet, for netop at guide børnene videre til optakten af hovedeksperimentet. 

I optakten vælger børnene selv nogle roller de ønsker at udtrykke. I valget med at dele børnene op i par af 2, vil vi sætte endnu mere fokus på den æstetiske fordobling. Ved at børnene i par af 2 er blevet enige om en karakter med et juletwist, så gør dette at det er muligt at de kan spejle hinanden og dermed udvikle deres demokratiske evner til at blive enige, og på samme tid udvikle deres karakterer gennem den æstetiske fordobling. Herefter spilles musik og der danses stop dans. Børnene skal skifte karakterer med det par som står tættest på, når musikken stopper, og her skal de være opmærksomme på de andre pars karakterer. At arbejde med karakterernes udtryk er med til at udvikle børnenes empati i de sammenhænge at de får en forståelse af hvorfor og hvordan disse figurer agere, både af en selv, de andre børn og de voksne. 

I selve hovedeksperimentet arbejder vi med børnenes frie fantasi til selv at vælge hvordan de agerer, og dette giver børnene en mulighed for at træne deres indlevelse i fortællingen. Børnenes frie valg gør fortællingen mere personlig for hvert enkelt barn. I det vi har valgt et juletema hvor julen skal reddes, og at de i sidste ende kan redde den ved at være hjælpsomme overfor hinanden, så underbygges det herved at julen også handler om næstekærlighed og medmenneskelighed. Den frie fantasi der er på spil i hvordan børnene kommer fra A-B giver mulighed for at udvikle børnenes egen selvstændighed til at tage et valg og holde ved det, og muligheden er der også for at koble sig op på en andens valg af transport. 

Den stille afslapningsmusik i afslutningen gør at børnenes arousal niveau bliver væsentligt nedsat. Til slut har vi valgt at børnene skal tegne en tegning til os, som viser hvad de har oplevet sammen med os på dagen. tegningerne fungerer både som evaluering fra os, men også som børnenes evaluering af forløbet.

Evaluering

Med en grundlæggende anerkendende indstilling, og glade, positive og motiverende vitalitetsaffekter forsøgte vi med navnelegen at få lavet et godt møde med børnene, og dette skete som forventet, dog med en undtagelse af et barn. Den gensidige anerkendelse blev ikke leveret tilbage fra barnet, og dette gjorde gentagende gange et større indtryk på gruppen som vi arbejdede med. Der er i dette tilfælde tale om at barnet har haft nogle stærke vitalitetsaffekter, og derved kunne trække andre med i en sideløbende leg uden for de rammer der er sat fra vores side. 

Børnene i forløbet var meget anerkendende over for både os som pædagogstuderende og overfor hinanden, og dette gav grobund for den fiktionskontrakt der blev skabt i rummet. Vi så tydeligt at børnene gennem den æstetiske fordobling spejlede sig i hinanden og vi som pædagogstuderende, både i og uden for rollerne. Vi opnåede den ønskede effekt i den solidariske anerkendelsessfære med at de hver især fik tildelt en nissehue, som anerkendelse for deres indsats i fællesskabet. Det lykkedes for os herved også at danne et sprogstimulerende fællesskab, at børnene på tværs af klasserne kunne tale om forløbet.

Det mest centrale for vores pædagogiske ledelse er den grundlæggende anerkende indstilling til børnene, og det at have overblikket over de forskellige rammer der er sat for det dramapædagogiske forløb vi har sat op. Vi har i forløbet haft mulighed for at afprøve æstetiske læringsprocesser inden for drama, og den teori vi i valgmodulet har lært.

 

Tak fordi i læste med, hilsen Chandra