Maturana

Hej bloggen

Denne uges blogindlæg vil handle om Humberto Maturana, med en twist af Niklas Luhmann.

Hvem er Maturana? 

Humberto Maturana er født i Chile if. Han er biolog og filosof, som blander naturvidenskab og humanvidenskab, og finder frem til hans begreber.

Maturana tager i 1986 det endelige brud med de gængse ideer om sprog ved at definere sprog som koordination af koordination af handling. Han siger, at alt hvad der bliver sagt, bliver sagt af en observatør til en anden observatør – som godt kan være observatøren selv eller en anden.

Hans begreber

• Autopoiese 

Vi kan oversætte begrebet med det at være selvskabende (auto = selv og poiese = skabe) eller selvrefererende.

Forståelsen er, at mennesker og menneskelige (sociale) systemer er

autopoietiske. Vi kan kun forstå ny viden ved at referer tilbage til vores tidligere erfaringer/viden.

Et eksempel; Lille Per sidder og leger nede i en sandkasse. Han har sin egen opfattelse af, at lege i en sandkasse. Pædagogen har en anden opfattelse af, at sidde og lege i sandkassen fra sin egen barndom, ud fra sit autopoisiske system. De tager altså begge udgangspunkt i sit eget autopoisiske system.  Pædagogen skal kunne sætte sig ind i lille Pers sted, selvom pædagogen stadig har sin egen opfattelse af situationen. Vi skal være i stand til at tage nye briller på, uden på vores egne briller (opfattelse af verden), og kunne skifte mellem virkelighedsforståelser.  Derudover skal vi være bevidste om, at der findes andre virkelighedsforståelser. 

Et andet eksempel; En pige havde følelsen af, at blive mobbet i skolen, men skolen ville ikke tro på det, fordi skolen havde en streng mobbepolitik, og skolen mente derfor ikke at der fandtes mobning på deres skole. I dette eksempel er det meget tydeligt, at skolen ikke formår at se situationen fra pigens autopoisiske system.

Maturana, taler derudover om at skabe en forstyrrelse hos dem man interagere med. Det handler om at ramme den rette forstyrrelse. Forstyrrelsen kan være for lille, for stor eller tilpas. Er den for stor, lukker man af og kan derfor ikke tage ny viden ind. Hvis den bliver for stor, kan man ikke koble det til noget man genkender i sit autopoisisk system. Hvis den er for lille, skaber den ikke progression, og kan derfor blive vanedannende.  Det handler om at ramme den passende forstyrrelse, for derved at skabe progression hos den enkelte. Dette kan  kobles til "zone for nærmeste udvikling", som Vygotsky taler om. Her handler det også om at hjælpe barnet hen til den nærmeste udviklings zone, ved hjælp af en passende forstyrrelse. Vygotskys teori kan ses i nedenstående model. 

Et eksempel hvorpå, at forstyrrelsen blev for stor, var da vi i kulturprojektet skulle igennem den pædagogiske dåb. Vi skulle drikke det pædagogiske blod, og spise det pædagogiske legeme. Her blev forstyrrelsen for stor for nogen, og de følte sig nødsaget til at forlade lokalet. De lukkede af, og kunne derfor ikke tage ny viden ind i situationen. Et eksempel på en for lille forstyrrelse kunne være, at en person kører den samme vej i bil som vedkommende har gjort i mange år, og det er derfor blevet vanedannende, vedkommende tænker ikke længere over, at han gør som han gør. 

• Objektiviteten i parentes

Maturana mener at der ikke findes noget som er objektivt, men at vores virkelighedsopfattelse er afhængig af os selv. Man har altså sin egen objektivitet. Derudover taler han også om at sætte sin objektivitet i parentes. For at kunne forstå andre, må man sætte sin egen objektivitet og sin egen forståelse i parentes.

• Domæneteori:

Når man kommunikerer med andre har man et ønske om at opnå en fælles forståelseshorisont. Her taler Maturana om at man bevæger sig inden for domæneteori. I forhold til domæneteori kan alle sproglig handlinger udfolde sig i tre forskellige domæner. Når man snakker med en person kan man sagtens skifte domæne alt efter hvad man snakker om. De tre domæner er; produktionens domæne, æstetikkens domæne og forklaringens domæne. I produktionens domæne gør man især brug af rationalitet, og

I produktionens domæne gør man især brug af rationalitet, og logik. Det er her hvor at kommunikationen er handlings- drifts og vaneorienteret. Produktionens domæne repræsenterer især den "objektive" virkelighed altså den sandhed der er forhandlet frem til.

I æstetikkens domæne kommunikerer man især ud fra egne holdninger, overbevisninger og værdier. Her får samtalen en meget subjektiv vinkel og bliver derfor også følelses-og værdiladet.

Det sidste domæne er forklaringens domæne. Her kommunikerer man i en beslutningsfri zone. Det er også her at man udforsker nye forståelseshorisonter i et respektfuldt og anerkendende rum. Det kræver at man anerkender at vi findes i et multivers, hvor at ingenting er objektivt og definitionen af rigtigt og forkert er ophævet.

• Multivers:

Et autopoietisk perspektiv siger, at virkeligheden bliver til igennem vores individuelle opbygning. Vi har hver vores virkelighed og opfatter verden med egne unikke situationer og forforståelser. Her snakker Maturana om et virkelighedsbegreb. Derfor kan man på baggrund af Maturana’s forståelse ikke længere tale om et univers med én sandhed, der gælder for alle, men derimod et multivers med flere forskellige sandheder. Konsekvensen her af, er at vi aldrig kan få fuldstændig adgang til andres forståelse, og  der er derfor lige så mange forståelser af virkeligheden, som der er mennesker. Vores beskrivelser og forklaringer af situationer, er altid tolkninger og en virkelighed for den som oplever det. Vi lever altså i et multivers, hvor der er mange virkeligheder og ikke i et univers hvor der kun er én virkelighed. 

Hvem er Luhmann?

Niklas Luhmann er født i 1927 var tysk sociolog og videreudviklede den sociologiske systemteori. Han var oprindeligt embedsmand, men tog senere en doktorgrad og blev i 1968 professor i sociologi ved universitetet i Bielefeld.

 

Et vigtigt begreb inden for systemisk teori er autopoiese. Det blev introduceret i slutningen af det forrige århundrede af Maturana og Varela som på baggrund af deres studier af biologiske systemer argumenterede for, at levende systemer er cirkulært lukkede, selvskabende og selvrefererende. Det betyder at alle levende systemer har en evne til at skabe og forny sig selv. Maturana og Varela kaldte begrebet for autopoiese (græsk: auto = selv; poise = skabelse). Maturana og Varelas undersøgelser prøver at finde sammenhæng mellem levende organisationer samt deres nervesystem og deres omgivelser set i et biologisk perspektiv.

Hvor Maturana og Varela har fokus på at karakterisere levende systemer i en biologisk sammenhæng, overføre den tyske sociolog Niklas Luhmann autopoise-begrebet til sociologiens område. Ser vi på autopoiese-begrebet opfatter Luhmann sociale systemer som selvreferentielt lukkede systemer. Mennesker er psykiske systemer, der organiserer sig i sociale systemer, og disse systemer er karakteriseret ved at danne og anvende mening.

Luhmann mener at en moderne erkendelse-teori tager udgangspunkt i den problemstilling at erkendelse kun er muligt fordi bevidstheden ikke har adgang til verden. Luhmann forklar videre at kun lukkede systemer er i stand til at tilregne sig viden, det vil sige viden er selvskab og det er ikke muligt at bringe noget fra omverden ind i et lukket system. Operativ konstruktivisme tager udgangs i en forskel mellem systemer og verden. Luhmann kalder systemer der markere en forskel for menings-systemer det psykiske og der sociale system er eksempler på to meningssystemer der operere forskelligt,.

Hvad mener vi om Maturana's begreber? 

Vi er både enige og uenige med Maturana, og hans begreber. Vi synes det er svært at forholde os til at Maturana mener at der ikke er noget der er objektivt. Det kommer af at vi er enige om at nogle ting må være objektive fx borde, stole og lignende.  Derudover synes vi at det giver god mening at vi lever i et multivers. Hvert menneske har sine egne erfaringer og sociale positioner og derfor også sin egen forforståelse. Vi synes samtidig at det er rigtigt relevant at vide i forhold til at skulle arbejde med andre mennesker, da vi især synes det er vigtig at som pædagog at vi kan tage andres forståelsesbriller på, og forholde sig til at der er flere forskellige virkeligheder end vores egen virkelighed.

Mange hilsner Malene, Rasmus, Louise, Chandra og Camilla